fredag den 25. juli 2008

Udbryderkongen

Lilly er nu flyttet ind her hos os -og er tilsyneladende ved at flytte ud igen. Eller også er hun utilfreds med serveringen. I nat skred hun i hvert fald ud af buret. Også selvom at der ovenpå buret ligger tunge ting og sager for netop at undgå eventuelle flugtforsøg. Nå, men kræet faldt på vejen ud i friheden over sin madskål, der stod 15cm ude i friheden. Hun tog for sig og ville lige gemme sit mad nede i buret, inden hun fortsatte sin færd ud i verden. Man vågnede således ved, at dyret forsøgte at komme ind i buret igen med sit bytte. Det kunne hun bare ikke, fordi hendes bogstaveligt talt kornfede kinder, som nåede helt om i nakken, forhindrede hende i at kravle ind igen -Og nej, hun spytter ikke bare noget af kornet ud og skrider i seng, næh.. hellere vælte hele firmaet klokken ged om natten, så alt kornet og kræet kan blive hyttet ned i buret igen.
Det gør nu ikke spor. Nu ligger der virkelig tunge ting ovenpå buret, og vi er nu på udkig efter en fodlænke til hamster eller en armeret flugtsikret opbevaringsboks. Har jo dårlige erfaringer med hamster på fri fod og køkkenskabe... Vi troede Lilly trivedes hos os, men når hun står op senere i dag, vil vi tage en snak med hende om, hvordan hun egentlig går og har det. I hører nærmere, når vi har fundet ud af, om det er dyrets foder- eller cipramildosis der skal justeres.

1 kommentar:

Maria sagde ...

Hej Sarah, Maja, Ruth, Carla og Lilly...

OH NEIN da for en slemme, SLEMME hams! Omsider lever Lilly op til sine forfædres ældgamle udbryder-ry, men det er i sandhed beklageligt, at det skulle ske, så snart man selv vender ryggen til. Pyh, hvor var det godt, og tak for det, at I fik grebet ind i tide og taget en alvorlig snak med det lille kræ. Cipramil er monstro en art lykkepiller? Uanset har jeg tiltro til jeres doseringsevner. Send mig venligst straks et kontonummer og regning på såvel ny installation, psykisk førstehjælp og medikation!

Sikken superfin blog I har lavet! Jeg blev så glad, da vi her for lidt siden kunne komme på nettet (nasse os på ulåst net...røde ører) her i vores lejlighed og læse jeres rystende og særdeles underholdende beretninger. OG se de gode billeder, særligt er jeg faldet for "Lilly spiser græs" (siges lidt som når folk står foran et maleri og godt kan lide "Vinterlandskab"). Samtidig er filmen med det manuelle hamsterhjul yderst illustrativ og banebrydende: 1) Sarah holder hamster! 2) hamster løber som ind i helvede for at slippe væk...

Jeg kan fornemme ud fra min sensitive selvindsigt at denne kommentar griber om sig, så jeg fortsætter i en mail.

Kærligst
Maria